eBrev weblog
Tips og tricks: Skriv bedre nyhedsbreve
Skrevet af David Mc Nally, fredag d. 3. august 2007
Postet i Tips og tricks
Ferien lakker mod enden, dine kunder er begyndt at være tilbage foran skærmen, og det er et oplagt tidspunkt at sende et nyhedsbrev, f.eks. med gode tilbud eller en interessant historie fra din ferie. Derfor har vi samlet en række tips til, hvordan du optimerer på dit nyhedsbrev, minimerer risikoen for at det ender i en spam-folder og øger sandsynligheden for, at det bliver læst.
Brug gode overskrifter og mange afsnit
Computerbrugere er utålmodige. De vil have information her og nu, med det samme, uden spildtid og uden at skulle overskue og læse lange tekster. Skriv derfor kort og præcist.
Gør brug af mange, og gerne korte, afsnit - flere end du normalt ville, hvis du skrev til et andet medie. Brug gode, beskrivende overskrifter, som gør det let at skimme indholdet af nyhedsbrevet og finde det indhold, der har ens interesse.
Har du brug for at skrive en længere tekst om et emne, kan du med fordel forfatte det som en artikel, og lægge det på dit website. Skriv herefter et uddrag til nyhedsbrevet, og indsæt et link til den fulde artikel. Sender du med A- og B-frimærker, kan du dermed også se hvor mange af dine modtagere, der har klikket på linket og læst hele artiklen.
Indsæt en indholdsfortegnelse
I eBrev har du mulighed for at indsætte en sektion, der automatisk viser alle overskrifter i eBrevet i en liste. Dermed kan du let præsentere dine modtagere for indholdet i dit nyhedsbrev, og de har mulighed for at gå direkte til det afsnit, som har deres specifikke interesse.
Se hvordan magasinet Iværksætteren gør brug af dette i en ugentlig nyheds-e-mail.
Tænk over visuelle hjælpemidler
Du kan understøtte en god pointe med et godt billede, og du kan fremhæve vigtige dele af en tekst ved at gøre teksten fed. Du bør dog ikke understrege vigtig tekst, da brugerne er vant til, at dette betyder link.
Fed tekst i et afsnit giver et fokuspunkt, og læseren vil hurtigt kunne finde kernen i teksten.
Undgå STORE BOGSTAVER
Du bør så vidt muligt undgå at gøre brug af store bogstaver til hele ord og sætninger. Store bogstaver er svære at læse, og du risikerer at, at modtageren irriteres, da det generelt betragtes som AT RÅBE, når man skriver med store bogstaver.
Desuden risikerer du også, at din e-mail markeres som spam af modtagerens e-mail-program, da store bogstaver ofte bruges af spammere til at få modtagerens opmærksomhed.
Skriv dit firmanavn i emnefeltet
Undersøgelser viser, at flere åbner og læser et nyhedsbrev, hvis afsenderens firmanavn optræder i emnefeltet. Det kan f.eks. gøres således: "eBrev: Gode tips og tricks til dit sommernyhedsbrev".
Forskellen i visningsprocent kan være ganske stor, så prøv det næste gang du sender dit nyhedsbrev ud.
Kør stavekontrold
Et nyhedsbrev med tryk- og stavefejl opfattes mindre seriøst og professionelt end et uden. Sørg derfor for at køre stavekontrol før du udsender dit nyhedsbrev. Skriv f.eks. dit nyhedsbrev i Word, brug Words indbyggede stavekontrol og indsæt derefter teksten i eBrev med "Paste from Word"-knappen.
Når du er klar til at sende ud, så send en prøveforsendelse til en ven eller kollega, som derefter bruger 10 minutter på at læse nyhedsbrevet igennem og komme med rettelser og kommentarer. Har man læst en tekst tilpas mange gange, bliver man blind overfor fejl. Nye øjne på teksten kan hjælpe på dette.
Læg op til diskussion
Skriver du om et emne, som er oplagt at stille spørgsmål til eller diskutere, som opfordr dine modtagere til dette. Sørg for at afsenderadressen på dit nyhedsbrev fungerer, så dine modtagere blot kan trykke "Besvar" i deres e-mail-program. Tag imod kommentarer, forslag og kritik, og vend evt. tilbage til emnet i et følgende nyhedsbrev.
Se hvordan webshoppen Nomedica gør dette i nyhedsbrevet "Ugeskrift for lægfolk", som udsendes ugentligt.
Det var alt i denne omgang - jeg håber du har fået inspiration og gode idéer til dit næste nyhedsbrev.







